OM BOGEN
Vandretur for livsnydere er en anderledes vandrebog med billeder fra smukke Danmark, korte anekdoter og beskrivelser af en vandretur fra det vestligste Danmark til det nordligste. 471 kilometer fra Blåvandshuk til Skagen.
Ofte er det at vandre forbundet med lidelsesberetninger om vabler, overnatninger i fugtige shelters og om at leve af kogte skovsnegle og tørkost. Det er svært at finde beretninger om, at det at vandre, især langt, kan kombineres med nydelse.
Derfor denne bog, der inviterer livsnyderen udenfor i et friluftsunivers til smukke oplevelser i naturen. En invitation til dem med hang til god mad og vin, der gerne vil kombinere vandreturen med at spise og sove godt, når dagens mål er nået.
Bogen tjener mere til at stimulere lysten end som en detaljeret turguide. En kærlig opfordring og en visuel invitation til at sætte det ene ben foran det andet i Danmark dejligst – i den egn, du har lyst til at udforske. Det kræver faktisk kun en rygsæk og et par gode sko.
Bogen er også en kærlighedsode til Vestkysten, provinsen og dens mennesker.
GOD TUR
I Vandretur for livsnydere finder du også tankevækkende essays af sognepræst Mikkel Wold, professor Bente Klarlund Pedersen og psykolog Marie Brixtofte om, hvor sundt det er for ånd, krop og sind at gå.
I en tid hvor vi alle opfordres til at flytte os væk fra skærmen og ud i naturen, er bogen en oplagt gave til medarbejderne eller som receptionsgave.